Share

Nyhedsartikel -- September 08, 2004

Sean Yates skifter hold i 2005

Spanien Rundt bliver Sean Yates sidste løb som sportsdirektør for Team CSC.

Efter to år hos Team CSC skifter sportsdirektør Yates efter denne sæson til det amerikanske hold, Discovery Channel.

"Jeg har haft en god tid hos Team CSC og jeg er glad for at have været en del af det fantastiske team, Bjarne Riis har bygget op. Det er hans skyld, at jeg kom tilbage til det professionelle felt som sportsdirektør for to år siden, og det er jeg meget taknemmelig for. Jeg forlader et af de bedste hold i verden og jeg vil gerne takke hele holdet for den tid, vi har haft sammen. Jeg har lært meget hos Team CSC, som jeg håber at kunne bruge i resten af min karriere, og jeg glæder mig til at slutte af med et stort Spanien Rundt", udtaler Sean Yates.

"Sean har været en dygtig og meget vellidt sportsdirektør hos os. Vi ville gerne have beholdt ham, men jeg har respekt for, at han nu søger nye udfordringer hos Lance Armstrongs hold. Vi er blevet kendt som et hold med en meget stærk ledelse, og det er klart, at det gør vores medarbejdere interessante for andre hold. Jeg tillader mig at være stolt over, at Sean nu kommer til at arbejde for et andet tophold efter at have været en del af vores team", udtaler Bjarne Riis.
Danmark