Nyhedsartikel -- Juli 13, 2004
Arvesen i nyt, grimt styrt
Team CSC's nordmand Kurt-Asle Arvesen var igen indblandet i et alvorligt styrt på niende etape af Tour de France, der blev vundet af Robbie McEwen fra Lotto-Domo i en massespurt, efter at feltet havde hentet to udbrydere blot 50 meter før mål."Det var en rolig etape for os, indtil Kurt-Asle styrtede til sidst. Jens Voigt forsøgte sig en tre-fire gange først på etapen, men kom ikke afsted. Det er virkelig uheldigt, at Kurt må i asfalten igen. Det er tredje gang, han styrter, og han er ved at være temmelig forslået. Han har muligvis fået trykket et ribben ved styrtet, og den slags kan være temmelig smertefuldt. Det værste er sikkert chokket over at blive revet i afalten igen på den måde, og det kan godt tage lidt tid at komme over. Nu får han noget hvile i aften og i nat, og jeg tror, han bliver klar til at køre igen i morgen ", sagde Bjarne Riis efter etapen, hvor Arvesen trillede i mål mere end syv minutter efter McEwen.
Efter en meget hektisk start på dagens etape med masser af udbrudsforsøg, fik Inigo Landaluze (Euskaltel) og Filippo Simeoni (Domina Vacanze) efter små 40 kilometer slået et godt hul til feltet. De opbyggede undervejs et forspring på 10 minutter, men selvom feltet var længe om at reagere, blev Landaluze og Simeoni hentet umiddelbart inden målstregen, da de begyndte at køre taktisk lidt for tidligt.
Dermed blev det alligevel til en flot massespurt, hvor Robbie McEwen lige nøjagtig fik kastet cyklen et par centimeter før over stregen end Thor Hushovd (Credit Agricole) og Stuart O'Grady (Cofidis), der må betragtes som McEwens værste konkurrenter til den grønne pointtrøje.
Onsdag venter den første rigtige prøvelse i bjergene med hele ni kategoriserede stigninger, heraf en enkelt kategori-1 stigning, på den 237 kilometer lange etape fra Limoges til Saint-Flour.
