Share

Nyhedsartikel -- Juli 22, 2004

Team CSC angreb forgæves

Team CSC blæste til angreb på den sidste stigning på torsdagens hårde bjergetape i Tour de France. Først kørte Carlos Sastre væk fra favoritgruppen med Ivan Basso på hjul, og da de blev hentet, angreb Sastre på egen hånd.

Den spanske klatrer blev dog også indhentet og kort inden den afsluttende nedkørsel mod målet i Le Grand Bornand, blev der dannet en frontgruppe på fem ryttere, heriblandt Team CSC's Ivan Basso. Han kunne dog ikke følge Lance Armstrong, der vandt sin fjerde etapesejr i dette års Tour ved at besejre Andreas Klöden i spurten.

Klöden erobrede dermed 12 bonussekunder og er nu kun godt et minut efter Basso inden lørdagens lange enkeltstart, der traditionen tro bliver afgørende for de endelige podieplaceringer i Paris.

"Vi forsøgte at angribe med alt, vi havde, men det lykkedes ikke. Det var en benhård hård etape, men der var ingen af favoritterne, der for alvor kunne gøre forskellen. Carlos kæmpede for komme væk, men tempoet var for højt til, at han kunne slå hullet for alvor. Ivan fik krampe til sidst, og så var der ikke andet at gøre end hænge på. Nu ser det ud til, at de sidste pladser på podiet bliver fordelt på enkelstarten i overmorgen, og jeg tror, Ivan stadigvæk har gode muligheder for at slutte blandt de tre bedste, når vi kommer til Paris," sagde Bjarne Riis efter etapen.

Michele Bartoli, der var med i dagens første udbrudsforsøg på Col du Glandon, stod af i forplejningszonen med stærke smerter i det ene lår og ryggen. Dermed er Team CSC nu nede på syv ryttere, efter at Jakob Piil udgik på hviledagen pga. en knæskade.

"Jeg er meget ked af, at vi må undvære Michele hér tre dage før Tour'en slutter. Han har gjort et kæmpe arbejde - specielt i forhold til at organisere holdet i feltet. Det har blandt andet været ham, der har passet på Ivan på de flade etaper og i sidevinden. Han har længe haft problemer med en muskel i baglåret, og nu var smerterne blevet for store til at han kunne fortsætte," tilføjede Riis.
Danmark