Nyhedsartikel -- Juli 24, 2004
Basso forsvarede podieplads
Team CSC's Ivan Basso kørte lørdag sit livs enkeltstart og forsvarede dermed sin podieplads i Tour de France. Basso måtte godt nok se T-Mobiles Andreas Klöden gå forbi ham og op på andenpladsen, men han formåede til gengæld at holde Jan Ullrich bag sig i den samlede stilling på den 55 kilometer lange enkeltstart, der som ventet blev vundet af Lance Armstrong fra US Postal."Jeg ville selvfølgelig gerne være sluttet på andenpladsen i Paris, men jeg er meget glad for min den enkeltstart, jeg kørte i dag, og jeg er lykkelig over at slutte på podiet. Jeg er ikke specialist, men jeg tabte ikke ret meget tid til de bedste i dag, og det giver mig store ambitioner for fremtiden. Dette Tour de France har været meget specielt for mig, og jeg glad for at kunne betale holdet tilbage med en podieplads. Hele mandskabet har været som en familie for mig, og det har hjulpet mig enormt", sagde Ivan Basso efter etapen.
Team CSC's bedste var Bobby Julich, der trods en håndskade kørte sig ind på femtepladsen, lige foran holdkammeraterne Ivan Basso og Jens Voigt, mens Carlos Sastre med en 17. plads på enkeltstarten, bevarede sin samlede ottendeplads.
"Basso kørte sit livs enkeltstart, og hans podieplads er fuldt fortjent. Han har forbedret sig enormt i den disciplin, og jeg tror, vi har en fremtidig Tour-vinder i ham. Carlos viste igen i dag, at han bare bliver bedre og bedre, og jeg tror vi i ham og Ivan har to af fremtidens største navne i professionel cykelsport. Hele holdet fortjener en stor ros for de resultater, vi har opnået", sagde Bjarne Riis.
