Nyhedsartikel -- Juli 09, 2004
Arvesen i langt udbrud
Kurt-Asle Arvesen sørgede fredag for, at der endnu ikke har været et alvorligt udbrud i dette års Tour de France, uden at Team CSC har været repræsenteret. Arvesen kom afsted sammen med fem andre ryttere, men de blev dog hentet kort før mål, hvorefter Tom Boonen fra Quick Step kunne spurte sig til sejren på sjette etape, efter at størstedelen af hovedfeltet lå på asfalten efter et massestyrt ved porten til den sidste kilometer."Der blev igen kørt offensivt fra starten, og i dag var det Kurt, der havde muligheden for at gå med. Desværre var feltet indstillet på at hente gruppen foran, og så var der ikke noget at gøre. Men vi opsøgte chancen, og det skal vi fortsætte med - hvis man ikke forsøger sig, vinder man ikke noget", sagde Riis efter etapen.
Thomas Voeckler forsvarede sin gule trøje uden problemer, mens gårsdagens etapevinder Stuart O'Grady overtog den grønne pointtrøje fra Robbie McEwen, der ligesom Team CSC's Bobby Julich var med i massestyrtet kort før mål.
Team CSC forsvarede sin førsteplads i holdkonkurrencen, hvor der ikke skete nogen ændringer på dagens etape.
