Share

Nyhedsartikel -- November 10, 2007

Team CSC forlænger med Fränk og Andy Schleck indtil år 2011

Team CSC forlænger nu kontrakterne for to af cykelsportens største talenter. Fränk og Andy Schleck kommer således på kontrakt hos Team CSC til og med år 2010.

”Vi har at gøre med to af sportens allerstørste talenter, som begge i en meget ung alder har lavet fantastiske resultater hos os, og de kommer også til at tegne Team CSC langt ud i fremtiden. De har begge indledt deres professionelle karriere hos os og har støt og roligt udviklet sig til at være to af cykelsportens væsentligste navne. Fränk og Andy er for mig at se indbegrebet af moderne cykelsport, så jeg er meget stolt over at kunne have dem på holdet de næste tre år. Det er usædvanligt at tegne så lange kontrakter, men når man taler om ryttere med så meget talent og så fantastiske perspektiver, er det et decideret privilegium. De er og bliver selvfølgelig to af holdets vigtigste profiler, og jeg tør godt spå, at vi også taler om potentielle vindere af de allerstørste løb. Med de nye kontrakter har vi taget et af holdets vigtigste skridt nogensinde i forhold til fremtiden”, udtaler Bjarne Riis.

Andy Schleck har i år en alder af blot 22 år hentet en sensationel andenplads i Giro d'Italia og en fjerdeplads i Giro di Lombardia. 27-årige Fränk Schleck vandt sidste år Amstel Gold Race og Tour de France-etapen til l'Alpe d'Huez. I år er det blandt andet blevet til en sejr i Giro dell Emila, en etapesejr i Tour de Suisse og en podieplads i klassikeren, Liége-Bastogne-Liége.
Danmark