Share

Nyhedsartikel -- Juli 10, 2007

Helt fantastisk sejr til Cancellara

Fabian Cancellara leverede en verdensklasse-præstation, da han vandt tredje etape af Tour de France. Den schweiziske tempokonge rykkede afsted fra fronten af feltet på den sidste kilometer af en højst mærkværdig etape, og han holdt akkurat sprinterne bag sig, så han kunne tage sin anden sejr i løbet.

"Det var da helt fantastisk," sagde en lykkelig sportsdirektør Kim Andersen efter etapen. "Det var virkelig værd at vente på - sikke en afslutning - jeg ved næsten ikke, hvad jeg skal sige."

"Jeg tror faktisk ikke så meget han kørte efter etapesejren, men mere for at forsvare trøjen, men vi sidder så og råber i hans øresnegl, at han havde hul, så ham hamrede bare deudaf," forklarede Kim Andersen videre.

Den 236,5 kilometer lange etape fra Waregem til Compiègne havde ellers udviklet sig som en meget mærkværdig forestilling i timerne forinden, så det var meget passende med den utraditionelle afslutning af Cancellara.

Franskmændene Nicolas Vogondy (Agritubel) og Matthieu Ladagnous (Francaise des Jeux) kørte afsted i et udbrud allerede efter seks kilometer og fik hurtigt 12 minutters forspring. Derefter begyndte Team CSC at hente lidt på udbrudet, og ganske uden at anstrenge sig, blev forspringet skåret ned til otte minutter på ganske få kilometer, fordi udbryderne egentlig ikke troede på det.

Feltet ville imidlertid ikke hente udbrudet så tidligt, så de begyndte også at køre langsomt og sådan fortsatte det faktisk indtil 60 kilometer fra mål, da Stéphane Augé (COF) og Frederic Willems (LIQ) stak af og kørte sig frem til de to forreste udbrydere.

Pludselig var en firemandsgruppe skabt, og da ingen af dem havde brugt særligt med kræfter hele dagen, så blev deres hul umådeligt farligt med knap fire minutters forspring og 30 kilometer tilbage.

Ikke mindre end seks hold foruden Team CSC jagtede bagude, men det var først, da der gik taktik i den for udbryderne på den sidste kilometer, at der blev hentet tilstrækkeligt på udbruddet.

En kilometer før mål var der et brostensstykke på et par hundrede meter, og det var her Cancellara viste, hvorfor han vandt Paris-Roubaix på samme underlag sidste år. Schweizeren stak af på brostenene og rundede de fire udbrydere med 200 meter til mål. Bag ham halsede sprinterne afsted, men de nåede altså akkurat ikke op til Cancellara, der dermed fik en af de mest spektakulære sejre, men næsten kunne forestille sig på en etape som denne.

"Vi havde godt snakket om det brostensstykke inden vi nåede dertil, men det var ikke tænkt som en angrebsmulighed, men mere for at de skulle være forsigtige, når de nåede dertil. Men det var jo ret symbolsk, at Fabian kunne bruge det på den måde, efter at han fik en lille skuffelse i Paris-Roubaix for nogle måneder siden," sluttede Kim Andersen.

"Det var fantastisk at vinde i den gule trøje. Jeg frygtede, at jeg ville tabe den på de sidste 30 kilometer, og så står jeg i stedet her med en etapesejr, som jeg vil huske meget længe i stedet," jublede Cancellara.
Danmark