Share

Nyhedsartikel -- April 11, 2004

Paris-Roubaix: Andenplads til Tristan Hoffman efter stor Team CSC indsats.

I en dramatisk og flot udgave af klassikernes dronning fik Team CSC en velfortjent andenplads til Tristan Hoffman. Den hollandske brostensspecialist sad med i løbets afgørende udbrud, som kørte af sted efter en række af favoritterne ikke havde held til at gøre sig gældende. Som så mange gange før var utallige punkteringer en naturlig del af den udskilning, som satte sit tydelige præg på finalen.

Hoffman havde instinktet og benene, da en gruppe på fem ryttere slap væk på de sidste brostenssektioner. Johan Museeuw (Quickstep-Davitamon) var også med her, men punkterede.

På cykelbanen i Roubaix vandt svenske Mangnus Backstedt (Alessio-Bianchi) sit drømmeløb foran Hoffman, som dermed spurtede han sig til holdets bedste resultat til dato på brostenene.

"Jeg ville meget gerne have vundet i dag, men er trods alt glad for at kunne komme på podiet. Når jeg har fået lidt tid til at fordøje oplevelsen, bliver jeg sikkert også rigtig glad for min andenplads. Da Bartoli punkterede til sidst, havde jeg muligheden for at køre min egen chance, og indtil da, var jeg kommet nogenlunde igennem løbet. Jeg havde sparet mig, så godt, jeg kunne, og det betalte sig", sagde Tristan Hoffman efter løbet, som Team CSC fik sat et stort aftryk på.

Holdet var konstant repræsenteret i løbets afgørende faser og sad længe med fem ryttere i den forreste gruppe. Frank Høj blev Team CSCs næstbedste og sluttede på 10.pladsen.

"Hele holdet kørte et fremragende løb, og Hoffman leverede en fantastiske afslutning. Bartoli punkterede på det værst tænkelige tidspunkt, og det var sådan set den eneste streg i regningen i dag. Han sad med virkelig gode muligheder for at køre med om sejren. Men vi har al mulig grund til at være tilfredse. Vi havde måske løbets stærkeste hold i dag, og Tristan fortjente at slutte på podiet", sagde Bjarne Riis efter løbet.
Danmark