For yderligere information, kontakt:
Markus Bjørn Kraft
Kraft & Partners
Telefon 40 30 94 74
John Veje
Dansk Erhverv
Telefon 41 19 05 55
Nyt overenskomstgrundlag for CSC Danmark
Nyhedsartikel -- Juni 27, 2011
CSC Danmark A/S er med virkning fra i dag blevet omfattet af it-landsoverenskomsten mellem Dansk Erhverv og HK/Privat. Efter lange forhandlinger hen over weekenden er det lykkes parterne at komme til enighed om vilkårene for en række overgangsregler og virksomhedsspecifikke særbestemmelser og lokalaftaler, der gælder i tilknytning til den generelle it-landsoverenskomst.
Den indgåede aftale er samlet set på niveau med det mæglingsforslag, som Forligsmanden fremsatte den 31. maj 2011.
”Vi er utrolig glade for, at det er lykkes at indgå en samlet aftale med HK/Privat på nogle betingelser, som svarer til markedsvilkår i Danmark. Det nye overenskomstgrundlag er et skridt i den rigtige retning mod øget konkurrencekraft og dermed at vi også i fremtiden kan skabe værdi i form af gode løsninger til kunderne” siger Carsten Lind, VP, COO Nordic region og CEO CSC Danmark A/S.
Også hos Dansk Erhverv, som har forhandlet overenskomsten på plads på vegne af CSC, er der tilfredshed med aftalen.
”Med tiltrædelsen til Dansk Erhvervs it-landsoverenskomst og indgåelse af de virksomhedsspecifikke aftaler er der sat endeligt punktum i konflikten. Det har fra starten været målet, at CSC skulle have en overenskomst, som gør det muligt at drive virksomheden videre på et fornuftigt grundlag, og det er lykkes”, siger direktør i Dansk Erhverv Laurits Rønn.
Aftalen indeholder bl.a.:
- En jobgaranti frem til 31.3.2012
- En sikring af grundlønsniveau frem til 31.3.2014
- En særlig fratrædelsesgodtgørelse – ud over hvad der følger af funktionærloven – på 2 måneder for alle med mindst 4 års anciennitet ved opsigelse på grund af arbejdsmangel
- Vilkår om pension, seniorordning, barsel og barns sygdom m.v., svarende til det fremsatte i Forligsmandens mæglingsforslag af 31. maj 2011
- Regler for rådighedsvagt og skiftehold m.v.
- Regler for efteruddannelse
- En arbejdsgiverbetalt sundhedsordning
