Share

Nyhedsartikel -- Juni 25, 2004

DM i enkeltstart: Triumf for Michael Sandstød

Team CSCs Michael Sandstød havde længe håbet på at tilføje yderligere guld til sin i forvejen imponerende samling af danske mesterskaber, og på den 40 kilometer lange rute fra Galten til Hadsten kunne den danske tempospecialist realisere drømmen.

DM i enkelstart 2004 blev som ventet et internt Team CSC-opgør, og her var Michael Sandstød hurtigst - 22 sekunder foran Frank Høj på andenpladsen. Brian Vandborg genvandt sin bronzemedalje fra sidste år, og Michael Blaudzun sluttede på fjerdepladsen.

"Jeg har faktisk lovet, at jeg ville vinde mit sidste danske mesterskab i enkelstart, og jeg er jublende lykkelig over at kunne holde mit løfte. Ruten var perfekt til mig, og der var ikke et sving, jeg ikke kendte. Der var ikke overladt noget til tilfældighederne. Det her er en af mine vigtigste sejre overhovedet, og det var en meget speciel følelse at stå øverst på podiet og høre nationalmelodien”, sagde Sandstød, som længe har vist stærkt opadgående formkurve efter et svært forår.

"Jeg har forberedt mig meget specifikt på i dag, og det er klart, at motivationen var helt i top. De danske mesterskaber betyder meget for mig, og jeg håber meget, at jeg også kan køre et godt løb på søndag", tilføjede en meget glad Sandstød.

Ovenpå de tre medaljer kunne sportsdirektør Kim Andersen ikke undgå at være tilfreds.

"Det var en perfekt dag for os. Vi fik det, vi kom efter, og man kan ikke undgå at være imponeret over Sandstød. Han har satset meget på i dag og han er mødt op i topform til sit sidste mesterskab. De tre første ryttere lå alle meget tæt, og det var et spændende opgør at følge. Vi levede i op til favoritværdigheden, og det er det perfekte udgangspunkt før linieløbet på søndag", sagde Kim Andersen.

Team CSC hentede også yderligere medaljer på tidskørslerne rundt omkring i Europa. Peter Luttenberger blev ved de østrigske mesterskaber slået med blot fem sekunder af vinderen Georg Totschnig (Gerolsteiner). Team CSC havde i forvejen tre sølvmedaljer i enkeltstart. Andrea Peron i Italien, Jens Voigt i Tyskland og Kurt Asle-Arvesen i Norge.
Danmark