Nyhedsartikel -- Juni 27, 2004
DM i landevejsløb: Sejr til Michael Blaudzun
Team CSCs Michael Blaudzun kunne fejre et flot og velfortjent jubilæum i det 190 kilometer lange danske mesterskab ved Hadsten. I et løb, hvor den taktiske kabale først gik op på løbets sidste omgang, trak Blaudzun det længste strå blandt Team CSCs mange vinderkandidater.Med 16 kilometer tilbage angreb Herning-rytteren Stig Dam, og Blaudzun gik med. Team CSC havde tre ryttere i forfølgergruppen, og det placerede den velkørende Blaudzun forrest i en favorabel position. Med 1000 meter tilbage rykkede Blaudzun sig i position til at kunne køre alene i mål som Danmarksmester – 10 år efter sin første titel.
"Da vi slap væk, kunne jeg mærke med det samme, at jeg havde benene til at vinde. Jeg havde heldet, men jeg følte mig også super kørende i dag – der var virkelig noget at køre med. Stig Dam fortjener en stor ros. Han kørte et flot løb. DM er altid en taktisk affære, og det bliver bestemt ikke nemmere, når alle holder øje med os. Nu blev det mig, der fik muligheden, og det er jeg selvfølgelig lykkelig over", sagde Blaudzun, som længe har drømt om den forløsende sejr.
"Jeg har haft nogle hårde perioder i år, og derfor kommer den her sejr på det perfekte tidspunkt. Jeg har følt mig rigtig godt kørende op til DM, og da jeg slet ikke levede op til mine forventninger på enkeltstarten, var der ligesom noget, der skulle bevises. Vi har mange stjerner på holdet, og derfor har mit arbejde primært været at hjælpe til. Nu kom der så en sejr, der viser, at jeg stadigvæk har evnen til at afgøre et cykelløb. Det betyder meget for mig, at blive dansk mester, og det er en ære at skulle køre med trøjen i et år", tilføjede den lykkelige mester.
"Jeg er personligt meget glad for, at det blev Blaudzun, der vandt. Den sejr kom på det helt rigtige tidspunkt for ham, og det var godt at se, at det lykkedes. Han fortjente den sejr. Det var et svært løb for os at kontrollere. Ruten var ikke særlig svær, og da der ikke var så meget sidevind, var det svært at gøre det hårdt. Der var mange ryttere tilbage til sidst, men der var ingen tvivl om, at vi sad med alle mulighederne, og dem udnyttede vi", sagde Bjarne Riis efter holdets sidste optræden før Tour de France, som begynder næste lørdag i Liège.
