Nyhedsartikel -- Juli 03, 2004
Fem CSC-ryttere i top-20
Anført af Jens Voigt på syvendepladsen, fik Team CSC en glimrende start på dette års Tour de France med hele fem ryttere i top-20 på prologen, der blev vundet af Fabian Cancellara fra Fassa Bortolo, som var godt et sekund bedre end de sidste fem års Tour vinder, Lance Armstrong."Jeg synes, vi har fået en fremragende start med prologen i dag. Resultaterne viser, at vi over en bred front er klar til at køre et godt Tour de France. Med så mange gode placeringer kan vi ikke undgå at være optimister, og det bekræfter samtidig de forventninger, vi havde før starten. Ivan havde ikke lige dagen i dag, men han kørte en ok prolog. En kort prolog er måske ikke umiddelbart hans specialitet, men han tabte ikke alvorligt meget tid. Med fem ryttere blandt de første 20 ryttere kan vi sagtens være tilfredse med vores start på Tour'en", sagde Bjarne Riis efter prologen.
Flere af de store favoritter havde problemer, da det begyndte at småregne mod slutningen. Således mistede Jan Ullrich og Tyler Hamilton, der normalt må betragtes som deciderede tempospecialister, begge omkring 15 sekunder i forhold til Lance Armstrong.
