Share

Nyhedsartikel -- Juli 04, 2004

Team CSC dominerede første etape

Team CSC satte sit store præg på første etape af Tour de France, der noget overraskende blev vundet af Jaan Kirsipuu fra ag2r, mens CSC’s Jens Voigt avancerede til en samlet fjerdeplads efter særdeles offensiv kørsel.

"Det var en uhyre spændende etape for os. Vores plan var at sende Jens i angreb for at hente bonussekunder, og på den måde komme tættere på den gule trøje. Det var meget tæt på, at det lykkedes, men desværre kom de nok afsted en anelse for tidligt", sagde sportsdirektør Kim Andersen efter etapen.

Der var således ikke kørt mange af dagens 202,5 kilometer før Jens Voigt satte det første angreb ind på den gule trøje. I det kuperede terræn fik han følgeskab af fire andre ryttere, og de opbyggede et næsten fire minutter stort forspring over de følgende godt 100 kilometer, der bl.a. bragte feltet over fem kategoriserede stigninger i Belgien og Luxembourg.

Regnen silede ned det meste af dagen, og Fabian Cancellara fik virkelig brugt sit Fassa Bortolo mandskab helt op i forsvaret af den gule trøje. Så meget at supersprinteren og storfavoritten til etapesejren, Alessandro Petacchi, ikke for alvor formåede at blande sig i massespurten, da feltet nåede målbyen Charleroi.

Forinden var Voigt-gruppen dog blevet hentet efter den første af dagens tre indlagte bonusspurter, men kort efter var Team CSC igen i front. Sammen med Marc Wauters stak Jakob Piil afsted med små 50 kilometer til mål.

"Jakob viste i finalen, at han er uhyre skarp, og det tegner fantastisk godt for de kommende etaper. Der skal nok komme flere muligheder for os", sagde Kim Andersen.

Piil og Wauters blev indhentet af det jagtende hovedfelt blot halvanden kilometer før mål, og så snød Jaan Kirsipuu altså de helt store favoritter på målstregen, hvor norske Thor Hushovd måtte 'nøjes' med en tredjeplads, hvilket lige nøjagtigt ikke rakte til at fravriste Cancellara førertrøjen.

Team CSC's Kurt-Asle Arvesen besejrede bl.a. Alessandro Petacchi og Erik Zabel i massespurten, og blev dermed holdets bedste på en flot syvendeplads.
Danmark