Share

Nyhedsartikel -- Maj 02, 2004

CSC Classic: Sejr til Kurt-Asle Arvesen

Team CSCs Kurt Asle-Arvesen vandt en flot solosejr i det 199 kilometer lange CSC Classic (UCI 1.2). Kurt-Asle tog holdets 11. sejr i år og rundede dermed en stor weekend af for Team CSC efter Frank Højs sejr i går.

Den norske rytter kom af sted med Luke Roberts (Team Comnet) efter den stejle bakke ved Stilling Sø omkring 65 kilometer før mål. Roberts punkterede på fjerde sidste omgang af den 6 kilometer lange afsluttende rundstrækning, men Team CSC-rytteren valgte at vente på den uheldige australier. Det viste sig dog at være forgæves, og Kurt Asle kunne køre alene i mål efter godt 20 kilometers solokørsel i Århus.

"Det her er en sejr, jeg kan bruge til meget. Jeg synes, jeg har været i god form hele foråret, men har lige manglet det sidste, der skulle til for at vinde. Nu kom sejren endelig, og det giver en hel masse selvtillid og stor moral til de store opgaver, der venter senere. Det her var en vigtigt opgave for holdet, og jeg er glad for, at jeg kunne vise her, at jeg stadigvæk kan vinde store løb", sagde Kurt Asle-Arvesen efter sejren.

Magnus Backstedt (Alessio-Bianchi) vandt spurten i forfølgerfeltet foran Allan Johansen (Bankgiroloterij).

Team CSC Michael Sandstød og Brian Vandborg blev henholdsvis firer og tier.

"Taktikken lykkedes igen perfekt, og vi viste os som det stærkeste hold. Jeg synes, vi levede flot op til favoritværdigheden. Det var godt for Kurt, at han kunne tage den her sejr efter et forår, hvor han konstant har været godt kørende. Han er en vindertype, og det er en fornøjelse at se ham afgøre et hårdt løb som i dag”, sagde en tilfreds Bjarne Riis efter CSC Classic.
Danmark