Share

Nyhedsartikel -- Maj 19, 2004

Maximilian Sciandri stopper karrieren

Maximilian Sciandri har besluttet at indstille karrieren. Den 37-årige engelsk-italiener har i år kørt for Team CSC, men ønsker nu at forlade cykelsporten til fordel for andre mål.

"Jeg har fået mulighed for at lave noget andet, og det har jeg sagt ja til. Det kan være svært at finde det rigtige tidspunkt at stoppe på, men når man får chancen for noget, der virker udfordrende, bør man slå til. Jeg kan se tilbage på en over 16 år lang karriere, hvor jeg har haft store oplevelser, som jeg aldrig vil glemme", udtaler Sciandri, som har været glad for sin tid hos Team CSC.

"Jeg ville ønske, jeg havde fundet et hold som Team CSC tidligere i min karriere, for det er lykkedes Bjarne Riis at skabe noget helt unikt. Jeg har lært meget i den korte tid, jeg har været med. Jeg har stor respekt for den måde, holdet fungerer på, og jeg vil meget gerne holde en dør åben, hvis der skulle komme en mulighed for at lave noget i relation til holdet på et senere tidspunkt. Jeg har altid tænkt, at jeg ville slutte af med en sejr, og det skete på en måde også. Da vi vandt holdkonkurrencen i Tour of Georgia var jeg også på podiet og det var mig, der fik lov at åbne champagnen. Hele holdet var samlet og der var et kæmpe publikum. Da jeg stod der, tænkte jeg, at det egentlig var den helt rigtige måde at tage afsked på", tilføjer Sciandri.

"Jeg respekterer Max’s beslutning fuldt ud. Vi har snakket det igennem, og han har forklaret mig, at han har fået et meget interessant tilbud for at lave noget andet, og det vil jeg på ingen måde stå i vejen for. Han har haft en flot karriere, han kan være stolt af, og jeg tror, han tager noget med fra vores hold, han kan bruge i fremtiden. Det er meget vigtig for mig, at vi er et hold, hvor rytterne også har noget at byde på efter deres karriere, og det er det her et godt eksempel på. Jeg vil meget gerne være med til at skabe noget for rytterne, som gør dem godt rustet til at lave noget andet, når karrieren er slut. Jeg er meget glad for, at Max har valgt at være åben omkring sin beslutning, og ønsker ham al mulig held og lykke i fremtiden", udtaler Bjarne Riis.

Sciandris lange resultatliste tæller blandet andet tre etapesejre i Giro d’Italia, en etapesejr i Tour de France, Giro del Lazio, Giro del Veneto, World Cup-løbet Leeds Classic, OL bronze, Coppa Placci og GP Fourmies.
Danmark